ADHD – modedille eller realitet!!!

Der har altid været urolige og ukoncentrerede børn, men der bliver nok flere af dem, jo mere kaotisk den verden er, som barnet skal fungere i.

Alle fagpersoner kan formentligt blive enige om, at børn med ADHD  - eller andre former for udviklingsvanskeligheder - har brug for mere struktur, færre valg og mere guidning - end almindelige børn - for at fungere så godt som muligt.

Hvis alle børn fik færre valgmuligheder, mere struktur og mere guidning fra start, så ville antallet af børn med ADHD diagnoser sikkert kunne reduceres, men jeg har ingen ide om, at diagnosen ADHD ville blive overflødig.

Der findes børn, der har så ”skæve  hjerner”, at deres adfærd bliver  iøjefaldende, uanset hvordan de mødes i hverdagen. Den rette pædagogiske hjælp kan nedtone, med ikke fjerne, alle problemer.

Små børns hjerner er umodne og udvikles voldsomt gennem hele barndommen. Samtidig med at hjernen modnes, præges den af det, barnet oplever. Når man starter livet med en hjerne, der hen gennem barndommen kan mere og mere, så er det relevant, at børn langsomt og i overskuelige bidder overtager styringen af eget liv, i takt med, at de kan overskue større udfordringer.

Alle udvikles og fungerer både ud fra det genetiske udviklingspotentiale, de er født med, og ud fra de opvækstbetingelser, som de bliver mødt med. Det medfødte potentiale spiller fra undfangelsen sammen med de ydre påvirkninger, som barnet udsættes for. Derfor vil både kost, generelle miljøfaktorer samt den familie og kultur - den enkelte møder igennem sin barndom - påvirke barnets udvikling.

Hvis barnet har medfødte disponeringer for ADHD og/eller barnet vokser op under meget turbulente forhold, så kan overvejelser om en ADHD diagnose komme på tale på et tidspunkt.

Det er min klare oplevelse, at nogle børn har så stærke disponeringer for ADHD, at det nærmest er umuligt - uanset opvækstvilkår - at kompensere så meget for vanskelighederne, at barnet får en uproblematisk adfærd og indlæring.

Hvis den genetiske disponering er mindre, og opvækstvilkårene er optimale, så vil ADHD vanskeligheder kunne nedtones.

Hvis et barn vokser op under turbulente forhold og samtidigt rummer en organisk disponering for ADHD, så er det sandsynligt, at ADHD symptomerne bliver meget markante.

Diagnosen ADHD hviler på symptomer, ikke årsager --- diagnosen ADHD er en paraplybetegnelse, så børn, unge og voksne med ADHD ligner hinanden på det ydre plan, mens der på det indre plan godt kan være vidt forskellige årsager til ADHD symptomerne.

Børn med ADHD skal derfor mødes som den de er, og hjælpes på baggrund af det. Der er derfor mange typer af ADHD pædagogik.

Hjælp til børn med ADHD skal som skræddersyet tøj hele tiden tage udgangspunkt i den enkeltes aktuelle femtoning, hvorfor hjælpen skal forandres samtidig med, at barnet med ADHD udvikler sig og lærer nyt.

I en række tilfælde vil man kunne tilbyde medicin, som kan medføre, at forskellige moduler i hjernen fungerer bedre og mere stabilt, så hele hjernen kan spille bedre sammen.

Når medicinen virker, så er næste trin at give barnet kørekort til den nye hjerne. Det gøres ved, at støtte barnet i at lægge nogle af de gamle og uhensigtsmæssige vaner væk og erstatte dem med adfærd, der er mere acceptabel og muligt på baggrund af barnets nye funktionsmuligheder.

Det er den pædagogiske indsats, der i sidste ende vil kunne hjælpe børn med ”skæve hjerner”/ADHD til at få bedre udviklingsmuligheder og dermed et liv, hvor de på værdig vis kan integreres i en børnegruppe.

Medicin ændrer hjernen funktion --- pædagogisk hjælp udnytter de nye indlæringsmuligheder, som skabes, når hjernen fungerer bedre. Derfor er det vigtigt at sætte fokus på de pædagogiske muligheder.