|
Hjernens funktion
Tilbage til forside
- Medlemsblad for DAMP foreningen DAMP nr. 2 s. 4-9 1997.
Hjernen rummer så komplekse funktioner, at det er svært
at få overblik over dens funktion med mindre man forsimpler sine modeller samtidig med at
forskellige hjernefunktioner sammenlignes med noget, man kender til forvejen.
Når jeg skal beskrive hjernens funktion, vil jeg tage udgangspunkt i den russiske
hjerneforsker: Lurias inddeling af hjernen i tre store blokke, samtidig med at jeg
supplerer denne beskrivelse med at forklare de forskellige bearbejdningsstrategier i de to
hjernehalvdele.
Funktionen i hjernen kan med lidt god vilje sammenlignes med en fabrik, hvor Lurias tre
blokke udgør forskellige afdelinger.
I blok 1 bor portneren, der styrer på ind- og udgående impulser.
I blok 2 ligger produktionsafdelingen, der skaber personens virkelighedsopfattelse.
I blok 3 bor direktøren og distributionsafdelingen, der for direktørens vedkommende skal
styre fabrikken, og for distributionsafdelingens vedkommende skal sørge for at
direktørens beslutninger udføres i praksis.
Lad os tage det hele én gang til, og denne gang lidt mere udførligt.
Blok 1 -
Portneren
Portnerens vigtigste funktion er grovbearbejdning af de indkommende data,
så han efterfølgende kan tænde og slukke for lyset i fabrikken (arousal), og dermed
holde vågenhedsgraden oppe, så nervecellerne i produktionsafdelingen, direktørkontoret
og distributionen kan samarbejde bedst muligt om den sansebearbejdning, som man er bevidst
om.
Når portneren grovbearbejder sanseimpulser, sørger han først og fremmest for at afsende
vågenheds impulser til hjerneoverfladen, når der dukker nye og uventede oplevelser op,
så der kan forgå en bevidst og mere kompleks forarbejdning af de indkomne sanseindtryk.
Hvis situationen opleves meget faretruende udfra portnerens vurdering, vil han på
baggrund af sin sansebearbejdning afsende motoriske signaler uden at inddrage
hjerneoverfladen, så man kan spare den tid, som en bearbejdning på hjerneoverfladen
tager. Derved når man for eksempel at dukke sig, inden noget rammer en, og inden man
bliver bevidst om faren.
Portneren holder dertil øje med fabrikkens forsyningslinier, så han løbende er klar
over, om nogen biologiske behov er underforsynede. |

|
Hvis for eksempel blok 1-områderne registrerer, at
blodsukkerniveauet er begyndt at falde, fordi det er længe siden, at personen sidst har
spist, vil indkommende impulser eller opdukkende tanker, der har med mad at gøre, have en
klar tendens til at skabe opmærksomhedsimpulser på hjerneoverfladen. Tænk bare på,
hvor meget du tænke på mad og lagde mærke til mad i dine omgivelser, sidste gang du var
på slankekur.
På lignende vis vil andre biologiske uopfyldte behov kunne gribe ind i vægtningen af
sanseindtryk på blok 1-niveau.
Hjernens udvikling - Udbygningen af fabrikken
Hjerne-fabrikken hos det nyfødte barn arbejder alene ud fra portnerprincipperne, da det
er den eneste del af fabrikken, der er bygget færdig på dette tidspunkt.
Portnerfunktionen kan i principper udføre alle de funktioner på et lavt niveau, som en
hjerne formår. Når hjerneoverfladen gradvis tages i brug i løbet af barndommen, vil den
efterfølgende kunne lære mere kompleks sansebearbejdning, der danner baggrund for de
bevidste og mere intellektuelle funktioner, der er karakteristiske for det normalt
fungerende menneske.
I de første leveår begynder de simpleste niveauer i produktionsafsnittet og
distributionen / kørselsafdelingen at fungere, fordi disse hjerneområder modnes tidligt
i barnets liv. Den første lille direktør flytter ind i de forreste hjerneområder, når
barnet er godt 2 år, for så at udvide sine muligheder og færdigheder i de
efterfølgende 10-15 år, hvor dette hjerneområde modnes.
Når direktøren har nået en vis udvikling og skoling, vil han kunne gribe meget styrende
og regulerende ind i portnerens styring af opmærksomhedsfunktionen.
Direktøren vil derved kunne bestemme, hvad hjernen skal koncentrere sig om, mens
portneren styrer opmærksomheden.
Symbolsk set tænder portneren lyset, mens direktøren beslutter, hvad i oplevelsesfeltet
spotlightet skal centreres om.
Direktøren er i den udviklede hjerne, den der styrer i normale situationer. Portneren kan
dog overtage og styre på egne præmisser, når der opstår faretruende og uventede
situationer, eller når direktøren negligerer input, der er nødvendige for den fortsatte
eksistens.
Blok 2 - produktionen
I blok 2-områderne i den bagerste halvdel af hjerneoverfladen ligger
produktionsafdelingen, hvor enkeltkomponenter (sansestimuli) fra forskellige leverandører
(sansekanaler) sammensættes. Enkeltkomponenter fra én leverandør bygges sammen, før
delene fra de forskellige leverandører kombineres sammen til et fuldstændig færdigt
produkt, eller på neuropsykologisk, til en færdig perception.
Synsnerven sender impulser til de primære synsområder i nakkelappen, høresansen sender
sine impulser til tindingeområderne, og følesansen afleverer sine impulser til de
forreste områder i blok 2, der dækker et ca. 0,5 cm bredt bånd, der starter lige
omkring overkanten af det ene øre, løber op over hjernens hvælvede side, og ned i
midterfuren, der adskiller de to hjernehalvdele.
Råvarerne der leveres til venstre hjernehalvdel kommer fra sansereceptorer, der opfatter
højre side af virkeligheden, medens råvarer, der leveres til højre hjernehalvdel,
kommer fra sansereceptorer, der opfatter venstre side af virkeligheden.
Når man gennem barndom og voksenliv bliver så dygtig til for eksempel at cykle, så man
kan gøre det uden at tænke over det, flyttes afviklingen af funktionen fra
hjerneoverfladen til en kvikskrankefunktion hos portneren. Funktionen er nu automatiseret.
Den indre oplevelse af den ydre verden er skabt, når blok 2 har gjort sit arbejde
færdigt.
Blok 2`s virkelighedsoplevelse vil imidlertid afhænge af, hvad blok 1 og blok 2 har
kunnet gøre ved de indkomne signaler, for hvis der er dele af portnerfunktionen eller
produktionsenheden, der fungerer dårligt, vil det medføre, at hjerne-fabrikken oplever
en anden virkelighed, et fænomen som ses hos mange børn med DAMP. Mange DAMP børn har
specielt problemer med at portneren ikke skaber en passende mængde
opmærksomhedsimpulser, så nogen DAMP børn overreagerer på sansepåvirkninger - andre
underreagerer
Blok 3 - Direktøren
I blok 3 bor direktøren (bevidst styring og strukturering af oplevelsen) og
distributionsafdelingen (bevidst styring af motorik). Ud fra de virkeligheder som
produktionsafdelingen har produceret, skal direktøren træffe beslutninger om, hvad
varerne (oplevelserne) skal bruges til, mens distributionsafdelingen skal sørge for, at
direktørens beslutninger omsættes til handlinger (motorik).
Direktørens vigtigste arbejdsredskab er en kalender, som hjælper ham med at holde styr
på, hvordan forløbet af en given episode var. Kalenderen gør det også muligt at
genkalde gamle oplevelser og bruge dem ved nye opgaveløsninger.
Direktøren kan udfra sine erfaringer forestille sig, hvad der vil ske, hvis et givent
forløb afvikles. Han vil derfor ud fra indre forestillinger, være i stand til, at
træffe beslutninger og gribe styrende ind i resten af fabrikkens funktioner og forhindre,
at man producerer varer, som er behæftet med fejl eller resulterer i voldsomme
sammenstød med omgivelserne.
Direktøren vil altså ud fra de indre forestillinger kunne træffe konsekvensprægede
beslutninger, hvorfor hans indsats er både ressource- og tidsbesparende for hele
fabrikken.
Evnen til at arbejde ud fra tidsdimensionen medfører også, at direktøren alene ud fra
tidligere stumper af oplevelser kan sammenstille forskellige informationer, hvilket
sætter ham i stand til at forestille sig forløb og konsekvenser uden nogen sinde konkret
at have oplevet forløbet.
Direktørfunktionen medfører derfor, at personen kan tænke sig til viden og
konklusioner, der ikke er konkret indlært.
Direktøren er derfor en vigtig brik, når barnets udvikling skal accelerere, ligesom
direktøren er nødvendig, når uhensigtsmæssige adfærdsmønstre skal ophøre.
Direktørens funktion er afhængig af, at han får leveret en korrekt virkelighed fra
produktionsafdelingen, så når DAMP barnets hjerne ofte skaber en anderledes virkelighed
end den normale, vil direktørfunktionen også komme til at fungere skævt, nogen DAMP
børn har dertil problemer med selve direktørfunktionen eller dennes samarbejde med
portneren.
En fabrik uden direktør kan godt producere, men ikke forestille sig, hvad slutproduktet
er, hvorfor personen med nedsat direktørfunktion vil gentage mange adfærdsmønstre uden
på forhånd at have indset konsekvensen af dem. Direktøren er dertil den instans, der
kan forholde sig selvkritisk til de udførte opgaver.
Blok 3 - Distributionsafdelingen/kørselsafdelingen
Når direktøren har besluttet sig for, hvilke planer der skal udføres, skal disse
omsættes til handlinger. Områderne der ligger bagtil i blok 3 tager sig af denne opgave,
idet disse områder styrer bevidste motoriske funktioner, så områder i venstre
hjernehalvdel primært styrer motoriske funktioner i højre kropshalvdel, medens højre
hjernehalvdel primært styrer motoriske funktioner i venstre kropshalvdel.
Områderne for motorisk funktion kan underinddeles i to forskellige typer af motoriske
områder.
Luria taler således om det præmotoriske område, der udgør det midterste område i blok
3, ligesom han taler om det motoriske områder, der udgør den bagerste del af blok 3.
I fabriksmodellen kan man sammenligne de præmotoriske områder med en trafikcentral, der
planlægger, hvordan og hvorhen en fragtmand skal køre på sin rute gennem landet med
varer til forskellige kunder. Der bliver altså i denne afdeling skrevet lister over,
hvilke rutenumre den enkelte lastbil skal følge og med hvilken hastighed, så man kan
tegne kortskitser over rutens forløb.
På det konkrete neurologiske niveau betyder det, at man i de præmotoriske områder
komponerer bevægemønstre, eller skriver "noderne" til de bevægemelodier, som
en konkret sammensat bevægelse består af.
Når man i de præmotoriske områder har dannet den sammensatte bevægemelodi, skal denne
omsættes til impulser til de enkelte motoriske fibre rundt om i kroppen.
Denne uddifferentiering af impulser til hver enkelt muskel sker i de motoriske områder.
Tilbage i fabriksmodellen sørger de motoriske områder for at definere, hvilke varer
(nerveimpulser om motorisk aktivitet), der skal læsses af hos hver enkelt kunde
(muskelfiber).
For at de motoriske områder kan udføre deres opgaver så effektivt som muligt, trækker
de på oplysninger fra andre hjerneoverfladeområder, samtidig med at selve den motoriske
bevægelse udføres i samarbejde med en lang række strukturer på portnerniveau (blok 1
niveau) og i lillehjernen.
De forskellige forarbejdningsprincipper i højre og venstre hjernehalvdel
Venstre hjernehalvdel er ofte bedst til at bearbejde detaljer og dermed at bruge
bid-for-bid-principper (digitale fremgangsmåder) samtidigt med at den tager informationer
ind sekventielt (i rækkefølge), mens højre hjernehalvdel arbejder mest med helheder,
hvor den benytter sig af analogforarbejdning (i et hurtigt glimt).
Helhedsforarbejdning er bedst, hvis man hurtigt skal orientere sig, mens
detaljeforarbejdningen er bedst til meget nøjagtig sansebearbejdning. Derfor udgør de
til sammen et meget godt makkerpar.
| En normal
og veludviklet funktion i en hjerne vil altid kræve, at begge hjernehalvdele kan fungere,
og sidst men ikke mindst at de to hjernehalvdele kan samarbejde, således at de hele tiden
udnytter hinandens styrkeområder, så det færdige produkt bliver så godt som muligt.
Informationsudvekslingen mellem hjernehalvdelene foregår primært via hjernebjælken.
Enhver normal opgaveløsning er derfor et samarbejde mellem de to hjernehalvdele, hvor de
afhængigt af opgavens struktur har ansvar for en større eller mindre del af
opgaveløsningen. Hvis man på et symbolsk og visuelt niveau vil forsøge at skabe en
forestilling om, hvordan de to hjernehalvdele skaber virkelighed i produktionsafdelingen
og løser problemer på direktørniveau, så kan man bedst sammenligne den
detaljeforarbejdende hjernehalvdel (ofte venstre) med en meget velordnet lagerhal.
Lagerhallen er fyldt op med lange hyldesektioner, der står pænt i række og geled,
samtidig med at alle varer er lagt ind på hylderne efter varegruppenumre, så en bestemt
type af varer ligger i et meget afgrænset område.
Direktøren i den detaljeforarbejdende hjernehalvdel har på tilsvarende vis en række
faste og indlærte procedurer, som han kan løse opgaver ud fra. Hos ham må opgaven
derfor omformuleres, indtil den passer til de metoder, han har på lager. |

|
Hvis man skal se på, hvordan lagersystemet fungerer i den helhedsbearbejdende
hjernehalvdel (ofte højre), er systematikken nærmest at sammenligne med, hvad man
oplever i en gammeldags marskandiserbutik. Det umiddelbare indtryk er nemlig, at en masse
forskellige ting er bunket sammen oven i hinanden uden tilsyneladende at have nogen logisk
forbindelse til hinanden.
De fleste af bunkerne hos marskandiseren er et resultat af, at alle de varer, som han fik
ved at købe Hansens dødsbo er proppet ind i et hjørne, medens alt det han fik, da han
ryddede Larsens lejlighed, står i et anden hjørne.
Arkivsystemet her er altså en arkivering efter helheder, alt det der var tilstede i
situationen gemmes samlet, så højre hjernehalvdel danner omrids eller cirka oplevelser
af stimulationen.
Måden den helhedsbearbejdende og den detaljeforarbejdende hjernehalvdel opfatter på, kan
også beskrives med et andet billede.
Når man har en velfungerende helhedsbearbejdende hjernehalvdel, vil den kunne danne
oplevelse i stil med de helheder, man vil kunne opleve, når man sidder i en luftballon
400 meter oppe i luftet. I denne situation vil man kunne se de store linier og helheder i
landskabet nedenunder, mens detaljerne fortaber sig i det uvisse.
Den detaljeforarbejdende hjernehalvdels funktion svarer derimod til, at man på flyveturen
med luftballonen sætter en sørøverkikkert for det ene øje. I denne situation ser man
én enkelt detalje meget nøjagtigt, mens det ikke er muligt at fokusere på flere
detaljer på én gang og dermed opleve proportioner og helhed.
Lagerforvalteren er god til at arbejde med kulturelt indlærte færdigheder, medens
marskandiseren snarere arbejder ud fra kreative principper, hvor han kombinerer
informationerne groft og danner sin egen systematik ud fra de oplysninger, han får lige
nu. Han skaber altså fremgangsmåden, når han har set opgaven.
Når lagerforvalteren og marskandiseren skal løse opgaver, kan marskandiseren i
princippet nøjes med at få at vide, hvad problemet er, medens lagerforvalteren også har
brug for at vide, hvilke redskaber han skal bruge for at løse problemet.
Lagerforvalteren kan huske og reproducere lange komplicerede opgaveforløb, hvor den ene
detaljeforarbejdning afløser den anden i et meget kompliceret mønster.
Marskandiseren er ikke god til den slags nøjagtige opgaver og får tit lyst til at løse
en opgave på en lidt anderledes måde fra gang til gang, afhængig af hvordan han oplever
de store linier i opgaven.
Lagerforvalteren yder meget ensartede præstationer, medens marskandiserens præstationer
svinger fra at være kreative og nyskabende til at være sjuskede og af dårlig kvalitet.
Den helhedsbearbejdende hjernehalvdel er bedst til at bearbejde påvirkninger, som
indeholder stimulation af mange sansekanaler på én gang, medens den detaljeforarbejdende
hjernehalvdel er bedst til at bearbejde påvirkninger, der kun indeholder stimulation af
én sansekanal ad gangen.
Den helhedsbearbejdende hjernehalvdel (marskandiseren) er bedst til at påbegynde
bearbejdningen af nye og fremmede påvirkninger, da den hurtigt kan danne et groft
overblik over, hvilke aktuelle påvirkninger der er til stede.
Hvis hjernen til gengæld skal bearbejde dele af de nye påvirkninger mere sikkert og
nøjagtigt, er man nød til at flytte dele af processen over i den detaljeforarbejdende
hjernehalvdel, så lagerforvalteren, nu overtager opgaven.
Den helhedsforarbejdende hjernehalvdel er en meget vigtig del, når man skal klare sig i
sociale situationer, når man skal lege og være kreativ.
Den detaljeforarbejdende hjernehalvdel er vigtig, når man skal forstå det nøjagtige
indhold af sproglige beskeder, og når man skal i gang med at lære at læse og stave.
Børn med DAMP kan have specielle problemer med enten at få dele af den
helhedsbearbejdende eller den detaljebearbejdende hjernehalvdel til at fungere.
Hvis du er blevet nysgerrig efter at vide mere om hjernens funktion, kan du læse mere i
bøgerne:
Susanne Freltofte & Viggo Petersen:
Hjerner på begynderstadiet
1994 - Borgens forlag.
Susanne Freltofte:
Udviklingsmuligheder for børn med
hjerneskader 1991 og
Hvor slipper DAMP´en ud? -
1997 - Begge Borgens forlag.
I disse bøger kan du også læse, hvilke symptomer man oplever i hverdagen, hvis dele af
hjernen ikke fungerer, samt hvordan man udfra neuropædagogiske principper kan fremme
udviklingen mest muligt.
Tilbage til forside
|