Tilbage til forsideMåske er det hjernen der er noget galt med.
Af Anette Viborg.
Det hyperaktive barn, der er fuldstændig umuligt at have med at gøre, er vi tilbøjelige til at forklare med, at det nok bare er, fordi moderen ikke kan sætte grænser. Men måske er barnet hyperaktivt i et forsøg på at hjælpe sig selv med at holde hjerneaktiviteten oppe, og så hjælper det ikke at prøve at dysse det ned og sætte grænser For så skal dette barn i princippet stimuleres på samme måde som de børn der er sløve og slappe, og som derfor trænger til at blive holdt i gang.
To eksperter i neuropsykologi med privat praksis i Kirke Hyllinge har sat sig for at popularisere deres egen viden for at gøre den tilgængelig for forældre, pædagoger og andre fagfolk, der har med hjerneskadede børn at gøre.
l den netop udkomne bog "Hjerner på begynderstadiet" introducerer de neuropædagogikken som et nyttigt redskab til at skræddersy et træningsprogram til det enkelte barn.
Hjerneskadede børn skal nemlig ikke behandles ens.
Det er neuropsykolog, cand. psych. Susanne Freltofte og specialkonsulent i neuropsykologi Viggo Petersen, som med deres bøger og oplæg på kurser og konferencer vender op og ned på mange behandleres begreber om, hvad der er godt for et hjerneskadet barn.
For hvad der er godt for den ene, kan være som gift for den anden. De har skrevet deres bog ud fra en kombination af teoretisk viden om hjernens funktioner og praktisk erfaring med, hvordan man kan udnytte neuropsykologien til at forstå de muligheder, et hjerneskadet barn har og neuropædagogikken til at stimulere børnene, så de får lettere ved at klare sig.
Som Viggo Petersen siger: "Overskriften for os er livskvalitet. Og livskvalitet får man ikke uden en form for succes. Det værste, man kan gøre ved et barn, er at sætte det til noget, som det aldrig kan få succes med."
Susanne Freltofte: "Det er vigtigt at være klar over, at for nogle børn, som har en dysfunktion i hjernen, er der ting, de ikke kan, og som de ikke kan lære. Det nytter billedligt talt ikke at træne en spastiker i at løbe, det bliver han ikke mindre spastisk af."
Focus på svaghederne
"I mange år har man været tilbøjelig til at fokusere på svaghederne i stedet for på styrkerne. Hvis et barn havde vanskeligheder, så måtte man prøve at finde ud af, hvad barnet havde svært ved. Og når så barnet fik en ekstra støtte eller kom ind i en specialgruppe, var det gængs praksis, at man brugte tiden på at træne det, barnet havde svært ved, for at barnet kunne lære det.
Grundessensen var, at alle kan lære de samme ting - de skal bare have forskellig mængde tid og stimulation. Det hænger sammen med den politiske - og fagpolitiske - opfattelse, at alle er født lige, det er bare et spørgsmål om at hjælpes ad hen ad vejen ... "
Susanne Freltofte og Viggo Petersen skelner her stærkt mellem det almindelige barn, der reagerer normalt på normale påvirkninger, og børn, der har en eller anden dysfunktion i hjernen: "Når det handler om det almindelige barn, som på et tidspunkt ikke har fået, hvad det havde brug for - måske fordi forældrene har haft for travlt, er blevet skilt eller hvad der nu kan være sket - skal man naturligvis forsøge at fylde disse huller i udviklingen ud: ved at stimulere, træne og lære børnene det, de har brug for at kunne, så de får et større udviklingspotentiale."
"Men når det handler om handicappede børn - børn, som har så store problemer, at de kommer i specialtilbud ~ så oplever vi ofte, at de slet ikke lærer noget af træningen, simpelthen fordi de ikke har de hjernemæssige forudsætninger for det," fortsætter Susanne Freltofte.
Hvad sker der med barnet, hvis det trænes til noget, det aldrig vil kunne lære?
Viggo Petersen: "Så vil barnet få nederlag på nederlag og hver eneste dag blive konfronteret med sin egen uformåenhed. Det er den sikreste vej til ikke at få succes og til at give dårlig livskvalitet og få ødelagt sin selvrespekt."
Susanne Freltofte: "Det er vigtigt at se på, hvad det handicappede barn kan, og hvordan kan man udvikle barnet videre ud fra dets styrkesider. Så i stedet for at løbe med spastikeren - i overført betydning - er det bedre at sætte ham op i en kørestol.
Eller et andet eksempel: I stedet for at lære det handicappede barn, der ikke kan tale, i at sige nogle lyde, der ligner ord, handler det om at få en kommunikation i gang.
Så hvis barnet ikke kan tale, så kan man bruge "tegn til tale"."
Det er pædagogen, der skal blive dygtigere
Viggo Petersen: "Vi har tit mødt den holdning, at den støre risiko ved en neuropsykologisk diagnose er, at man fastholder barnet i sit handicap. At det er en tilbagevenden til åndssvageforsorgens rubricering af patienter a la: "Patienten savler, har åbentstående bukser: Afdeling M!" Underforstået, at så bliver der ikke gjort mere.
Men det er ikke den grøft, vi befinder os i. Det drejer sig netop om at gå ind og afgrænse barnets andre ressourcer og så trække på dem. Man skal ikke fokusere på diagnosen, men på hele mennesket! Man skal ikke fokusere på epilepsien, men på epileptikeren. Ikke på hjerneskaden, men på barnet!
Hvis man holder op med at lære barnet at tale, kan det være, det lærer at kommunikere!"
"Men hvis barnet ikke får positiv feedback, opgiver det. Det er såre simpelt!
Hvis barnets omgivelser derimod gør en indsats for at forsøge at gætte sig til, hvad barnet har behov for og opfylde dets behov, vil barnet få lyst til at prøve igen.
Når vi taler om de virkeligt svære tilfælde af hjerneskader, ser vi ofte, at det, der virkelig batter er, når pædagogen bliver dygtigere til at forstå barnets signaler. Selvom barnet er på nøjagtig samme funktionsniveau, som det var fra starten, har det fået mere livskvalitet, fordi pædagogen har lært at kommunikere med det.
Jo dårligere barnet fungerer, jo vigtigere er det, at pædagogen lærer at tolke barnet, frem for at hun lærer barnet noget. Ligesom en god mor efterhånden ]ærer at tolke sit spædbarns signaler.,,
Susanne Freltofte og Viggo Petersen understreger, at neuropsykologien først skal frem, når alle andre forklaringsmodeller er afprøvede: Susanne Freltofte "Vi forestiller os ikke, at alle vanskeligheder hænger sammen med nervesystemet. Noget handler f.eks. om en skæv opdragelse eller manglende grænsesætninger og så videre.
Viggo Petersen: "Neuropsykologi kan aldrig stå alene. Der er altid kommet noget ind i den hjerne i form af social arv, miljømæssige påvirkninger, uanset hvilken defekt vi taler om. Så alle de andre psykologiske discipliner skal også inddrages, ellers duer det ikke."
Susanne Freltofte: "Når vi bliver spurgt, hvornår man skal tage neuropsykologien op af tasken, plejer vi at svare: først når de almindelige psykologiske forståelsesrammer er overvejet: er far og
mor lige blevet skilt, har barnet lige fået en lillesøster og hvordan fungerer de andre søskende'? Har barnet en fornuftig daginstitution. hvordan er forældrene osv. Er der således ingen fornuftig forklaring, så kan man hive neuropsykologien op. Først da!
Og de andre redskaber skal ikke kastes ned i tasken. For ligegyldigt om et barn er hjerneskadet, eller om det er et normalt barn med en skæv udvikling. så vil de miljømæssige påvirkninger få betydning. De vil blot få en anden betydning for den hjerneskadede, fordi det barn oplever virkeligheden på en anden måde, end man tror.
Jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke tror, at neuropsykologien kan bruges til alting. Den er et supplement. Og i nogle tilfælde vil nøjagtig den samme adfærd hos to børn kunne forklares for den ene den ene med hjernemæssige vanskeligheder og for den anden med opdragelsesproblem."
Finder selv en udvej
Synlige handicaps er så nemme at forholde sig til. Men usynlige handicaps kommer også altid til udtryk. Vi er bare tilbøjelige til at fortolke udtrykkene forkert, påpeger Susanne Freltofte og Viggo Petersen.
Viggo Petersen: "Det hyperaktive barn, der er fuldstændig umuligt at have med at gøre, er man tilbøjelig til at forklare med, at det nok bare er, fordi moderen ikke kan sætte grænser. Man prøver at dysse det ned og sætte grænser. Men hvis det er hjernen, der er noget i vejen med, hjælper det ikke at sætte grænser. Måske er barnet hyperaktivt i et forsøg på at hjælpe sig selv med ikke at gå helt i stå og holde hjerneaktiviteten oppe, og så skal dette barn i princippet stimuleres på samme måde som de børn der hele tiden er sløve og slappe, og som har brug for man sætter den i gang.
Og hvis man ser et barn sidde og gøre de samme ting hver dag, vil man f.eks. kalde det stereotypi og tvangspræget og sige, at det må vi lave om på, for det er ikke sundt for barnet. Men hvis dette barn har nogle dysfunktioner i højre hjernehalvdel, hjælper det ikke at forhindre det i skabe orden og forudsigelighed i sin lille verden.
Eller hvis man har et barn, der har meget svært ved at holde en høj aktivitet i sin hjerne og som derfor vipper på stolen, så er det måske fordi det har lært sig, hvordan det holder "maskineriet" i gang. Til sådan et barn nytter det ikke at sige: Sid så stille! For så falder barnet helt hen. Og så gør man det en bjørnetjeneste.
Der er f.eks. også børn, der har svært ved at tage ind ad flere sansekanaler på en gang - f.eks. ved at se og høre samtidig. Dette barn er nødt til at se ned, når det lytter. Så siger pædagogen: "Se på mig, når jeg taler til dig!" Men så hører barnet ikke, for det kan ikke bearbejde to ting på én gang.
I disse tilfælde har barnet selv fundet ud af, hvordan det bedst tackler sine problemer. Problemet er bare, at vi ikke giver barnet lov til det."
Køleskabsmoderen har måske forstået barnet.
Det ulykkelige er, at også den indfølende mor ofte vil blive forhindret i at give barnet det, det har brug for, siger de to psykologer, som med deres teorier og praktiske anvisninger ser en stor opgave i at fratage forældrene deres skyldfølelse. Simpelthen fordi den ofte er urimelig.
Susanne Freltofte fortæller om det autistiske barn, der for eksempel er taktilsky, dvs. det ikke tåler berøring. Taktilskyheden er et af de usynlige handicaps. som ofte fører til fejlfortolkninger:
"Enhver velfungerende familie, der får et barn med en dysfunktion, vil ændre sig for at kunne rumme barnet. For eksempel vil en god mor til et taktilsky barn finde ud af, at barnet ikke kan klare let berøring af huden, fordi det giver en ubehagelig kildrende fornemmelse. Den gode mor vil derfor optræde over for barnet på en måde, som hendes omgivelser ofte tolker, som at hun er en dårlig mor! Når barnet f.eks. er ked af det, ved hun, at hun må svøbe en dyne om det og holde det fast uden på dynen, hvis hun skal tage det op. Eller hun vil blive siddende, når barnet kommer grædende ind, fordi det har slået sig. I stedet for at rejse sig og tage barnet op i favnen, har hun måske fundet ud af, at det hjælper for barnet at holde om en bold. Eller at barnet bedre kan klare selv at tage tilløb til at blive trøstet.
Men hvis en fremmed ser, at moderen ikke tager ørn barnet, så lyder det: "Det er da også forfærdeligt! Det er da klart, at barnet er blevet sådan en lille pjevs, når hun ikke kan finde ud af at holde om det."
Viggo Petersen: "På den måde har mange mødre til autistiske børn fået skylden for taktilskyheden og er blevet kaldt "køleskabsmødre". Men det er lige omvendt, selv om det udefra er svært at se, hvad der kom først: at mor er et køleskab, eller at barnet ikke kan lide at blive berørt."
Godt for den ene, gift for den anden
En stor del af Susanne Freltofte og Viggo Petersens bog består af anvisninger på, hvordan man kan skræddersy træningsprogrammer ud fra det enkelte barns færdigheder.
"Jeg er gennem årene blevet vildt imponeret over, hvor forskellige børn med dysfunktioner er," siger Viggo Petersen.
"Når man taler om almindelige børn, kan man godt tale generelt, men når der er tale om hjernevanskeligheder er dét, der er godt for den ene, nærmest gift for den anden. Den ene har måske behov for en forudsigelig, struktureret hverdag, mens den anden skal have afvekslinger siger han og fortsætter:
"Der har været en tilbøjelighed til at sige, at hjerneskadede børn skal behandles på en bestemt måde. Det har været en pædagogik, der nærmest kunne karakteriseres som de gamle principper om ro, renlighed og regelmæssighed over hele linjen.
Det er en generel fejl, at man skaber miljøer for børn i stedet for specialdesignede tilbud til hvert enkelt barn. Selvfølgelig skal hjerneskadede børn ikke bo i hver sin glasklokke - også hjerneskadede børn har brug for at være sammen med andre børn og have fælles tilbud på et tidspunkt. Det ene barn skal måske sættes i en krog og selv prøve sig frem, mens et andet har brug for, at pædagogen leger en bestemt leg med det på nøjagtig samme måde hver dag i en periode. Indtil det med voksenstøtte kan lege med andre børn."
Supervision og video
Hvordan kan en pædagog får del i jeres viden ud over at læse jeres bøger, deltage i jeres kurser og møde jer på konferencer?
Susanne Freltofte: "En af vores fornemste opgiver er at supervisere pædagoger, der arbejder med hjerneskadede børn. Typisk arbejder vi på den måde, at vi får pædagogerne til at samle oplysninger om det enkelte barn, suppleret med en ti minutters videooptagelse, redigeret ud fra f.eks. en uges videooptagelse. Det giver et ideelt arbejdsmateriale, fordi det viser, hvordan barnet fungerer i forhold til børn og voksne, uden at det er påvirket af vor tilstedeværelse. Og mange pædagoger er meget bedre til at iagttage, end vi er.
Det er jo dem, der er eksperter med hensyn til, hvad barnet kan. Vi er eksperter på, hvordan hjernen fungerer. Sammen kan vi nærme os en hypotese og finde frem til nogle overskrifter og nogle ideer til, hvad problemerne handler om, og hvordan der kan arbejdes videre med dem. Det er i det tværfaglige samarbejde, vi kan bruges. Uden det kommer vi ingen steder. For ingen faggruppe - heller ikke psykologer - har patentet."
I har populariseret svært tilgængelig viden, har I været udsat for kritik for at forsimple sandheden?
Viggo Petersen: "Jamen, det er ikke hele sandheden! Når man tager 10.000 sider og koger dem ned til 350, er der tale om en simplificering. Vi har gjort meget ud af visualiseringen i håb om at give nogle modeller, folk kan bruge.
Men vi har vel at mærke ikke forvredet noget ved det videnskabelige. Det holder!"
Susanne Freltofte: "Man kan sige, at vi har lavet et satellitkort over hjernen, hvor man i den videnskabelige faglitteratur bruger mikroskopet.
Og der er bestemt dem, der mener, at det er for populært, og at pædagoger ikke har viden nok til at arbejde med neuropsykologi. Det må de så mene!"
Viggo Petersen:"Alternativet er, at man har en viden, som ingen kan bruge til noget. Vi er begge praktikere, som hellere ser vores viden udnyttet end indkapslet.
Det handler om at være åben overfor den nye viden og bruge den, når vi har den. Vel vidende, at om ti år vil vi måske synes, at den var for primitiv."
HJERNESKADER
Børn med psykiske udviklingsforstyrrelser på grund af neurologiske eller miljømæssige problemer findes i alle institutionsformer. Mange af dem vil typisk få en eller anden form for special- pædagogisk bistand i form af fysioterapeut, talepædagog og lignende, mens andre vil få tilknyttet en fast støttepædagog i daginstitutionen. Andre af disse børn placeres i specialgrupper i børnehaven - Knastinstitutionerne - eller de visiteres til specialbørnehaver for børn med fysisk eller psykiske handicaps.
Desuden er der formodentlig en stor gruppe børn, som har problemer, men som ikke har fået stillet nogen diagnose og derfor ikke får speciel bistand. Der findes ikke registrerede oplysninger om antallet af børn med forskellige former for hjerneskader og hjernemæssige dysfunktioner.
Men følgende tal giver et indtryk af, hvor mange, det drejer sig om:
Hjerneskader:
Skønsmæssigt er mellem 2 og 3 procent af en fødselsårgang født med hjernemæssige dysfunktioner, der giver disse børn en skæv udvikling. Susanne Freltofte skønner, at der ud af en 60-børns gruppe i en børnehave typisk vil være 1-2 børn, hvis problemer man ville kunne forklare ud fra en neuropsykologisk synsvinkel.
Epilepsi:
Den hyppigste neurologiske lidelse blandt børn. Mellem 0,7 og 1 procent af befolkningen lider af epilepsi, og 35-65.000 der bor i Danmark har eller har haft epilepsi. Godt 700 børn om året får diagnosen epilepsi i Danmark, heraf 225 med alvorlige udviklingsmæssige problemer til følge.
MBD/DAMP (samlebetegnelse for børn med formodede hjernemæssige dysfunktioner på nogle områder):
Svenske undersøgelser viser, at hvis man observerer samtlige børn i 7 års alderen, vil et sted mellem 4 og 7 procent have lette DAMP vanskeligheder, mens kun ca.1,2 procent at alle børn har svære DAMP vanskeligheder.
Autisme:
l Danmark har ca. 5000 børn fået stillet diagnosen autisme, dvs. at barnet på grund af ubalance i nervesystemet lukker af for kontakt med omverdenen. Af de ca. 5000 er nogle højt fungerende, mens andre har store udviklingsmæssige problemer.
HIJERNEFABRIKKEN Susanne Freltofte og Viggo Petersen anvender i deres bøger billedet af en fabrik som metafor for hjernen og dens opbygning og funktion. De bruger den russiske neurolog Alexander Lurias inddeling af hjernen i tre blokke, som i billedet med fabrikken rummer tre afdelinger af fabrikken. l Hjernen AS er det råvarerne i form af sanseindtrykkene, der styrer produktionen. De leveres hos portneren i blok 1, bearbejdes i blok 2 og struktureres i blok 3, hvor den bevidste styring af motorikken finder sted. Men da Hjernen AS er en meget moderne fabrik, er der samarbejde på kryds og tværs mellem afdelingerne, og ubalance ét sted kan påvirke funktionen i andre afdelinger på grund af de komplicerede neurale netværks indbyrdes forbindelseslinjer i hjernen.
