Er forsøg på erhvervsplacering af de mest udsatte og svage grupper af mennesker, som at bede en blind om at styre trafikken?

Vi har et samfund, hvor det er vigtigt at opkvalificere alle, så de kan klare et job – men er det realistisk, at mennesker med en kombination af vanskeligheder, som: psykisk sygdom, misbrug, svære opvækstbetingelser og måske svag begavelse skal møde op på en jobformidling og være i stand til at indgå bindende langsigtede aftaler om uddannelse og/eller jobsøgning???

Bruger vi i denne situation jobformidlerens ressourcer på umulige projekter og giver vi den ressourcesvage borger endnu en negativ livserfaring, der sammen med alle de andre negative erfaringer puttes i livets rygsæk, som det til sidst næsten er umuligt at bære.

Eller sagt på en anden måde: tror vi, man skaber udvikling og kompetencer hos den enkelte, ved at konfrontere personen med sin egen uformåenhed? 

Mange af vores mest udsatte og svagt fungerende borgere har så få ressourcer, at de endog har svært ved at tage vare på sig selv, fordi deres evne til psykisk stabilitet, overblik og planlægning er så svag, så opgaven er uoverskuelig for dem.

Når vores svageste medborgere ikke kan løfte opgaven med at administrere eget liv i det private rum, hvor skal overskuddet så komme fra til også at klare et job.

Hvor mange evner og ressourcer hver enkelte har, vil hvile på en kombination af det genetiske udviklingspotentiale man er født med og de opvækst- og livsbetingelser man har haft.

Svage medfødte potentialer vil betyde reduceret begavelse og dermed nedsatte udviklingsmuligheder på et eller flere områder.   

Man kan ud fra den viden vi aktuelt har om hjerner, udnytte de potentialer den enkelte har, men potentialerne bliver ikke større af, at vi træner, så man kan ikke få hvad som helst, ud af hvem som helst.

Fra hverdagen ved vi godt, at alle små drenge der går til fodbold og træner intensivt ikke ender som en ”Michael Laudrup”, der skal både særlig evner og meget træning til, for at blive super fungerende på et område.

Eller sagt på en anden måde, man kan ringe på ”telefonen” til et netværk af hjerneområde – man vil tilbyde træning. Hvis telefonen bliver taget, er der håb om, at der kan ske en udvikling, hvis der ikke er nogen i den anden ende, så må man finde på noget andet.

Hvis gentagne forsøg på at få en person til at møde på job resulterer i nedsat eller manglende fremmøde eller svingende og dårlige præstationer, så bør man vurdere på, om dette krav overstiger personens formåen, så det er en anden form for træning og hjælp, den pågældende skal tilbydes.

Hvis man kan give udfordringer, som personen kan løfte, så vil det hæve personens selvværd og livkvalitet med chance for, at personen har lyst til også i morgen eller senere på dagen at stille op overfor den samme udfordring igen, og dermed blive bedre til at mestre den.

Hvis personen har et voldsomt misbrug må dette nedtones via behandling og støtte, før man kan forvente, at der er så meget ”hul igennem” at det er muligt at få personen til at fungere i job-lignende situationer.

Hvis psykisk sygdom fylder i personens liv i en sådan grad, at vedkommende kun sjældent er i stand til at følge med i den omgivende verdens udfordringer, så er selv det mindste job lige så uoverskueligt, som at bestige Mont Everest uden bjergbestiger erfaringer.

Hvis de intellektuelle evner hos en voksen er at sammenligne med funktionsniveauet hos en skolebegynder, så er det indlysende, at man ikke kan være så selvforvaltende og langsigtet i sin adfærd, at man kan indplaceres på normale jobvilkår.

Det må da kunne trænes!!! – Han må da kunne tage sig sammen!!! – Når han først får noget at stå op til, så går det hele meget bedre!!! --- ja, hvis det vi kan byde på, kan give personen en succesoplevelse  – men nogen gange skyder vi langt over målet, fordi vi ikke tager udgangspunkt i den enkeltes aktuelle forudsætninger, men blot definerer et mål, som vi har vedtaget er et generelt krav til alle voksne, og som gennemsnits danskeren sagtens kan leve op til.

Giver det udvikling og bedre funktion, at træde på en borger, der i forvejen ligger ned??? eller ville det være mere relevant at tilbyde personen en pude, for at ligge bedre, eller en hånd for at komme op at sidde???

For nogen personer kræver det måske 10 års hjælp at komme til et punkt, hvor de kan klare en beskyttet beskæftigelse – for andre vil det måske aldrig kunne lade sig gøre.

Indenfor området hjerneskader og træning eller genoptræning af personer med hjerneskader, har man i mange år vidst, at det er nødvendigt at tage udgangspunkt i borgerens aktuelle forudsætninger, når man skal vurdere på, hvor det nytter at træne og dermed, hvor der er mulighed for at udvikle personens færdigheder.

I nogle forløb viser det sig, at man kan komme langt, hvis man arbejder systematisk og kun forventer små fremskridt, men selv da, kommer man en dag til et punkt, hvor man må sige, nu flytter yderligere træning ikke på personens færdigheder, nu skal vi i stedet vedligeholde det, som personen kan.

Hvis målet er en erhvervsplacering, må vi hele tiden forholde os til, hvad personen mangler at mestre på det personlige og faglige plan, før borgeren kan møde stabilt på arbejde og yde en kontinuerlig indsats, der svarer til de krav, som man stiller i det pågældende job.

Når man har medfødte eller erhvervede hjerneskader, eller når man har svær psykisk sygdom, er det tydeligt, at dagsformen svinger gevaldigt fra dag til dag. Hvad personen klarer den ene dag er helt umuligt den næste dag, fordi vedkommende har en hjerne, der fungerer yderst ustabilt, enten fordi nogle biokemiske processer i hjernen svinger fra øjeblik til øjeblik, eller fordi de ønskede færdigheder hviler på et så skrøbeligt nervemæssigt fundament, at det absolut ikke er de samme netværk der kan trækkes på fra øjeblik til øjeblik.

Så selv om han kunne i går, eller for et øjeblik siden, så handler det for denne borger om, at han i en række tilfælde ikke bare kan tage sig sammen og gøre det igen, men at det man nu ”ringer op til” ikke hænger sammen, så hjernen ikke magter at levere den ønskede vare.

Vi vil derfor opleve, at nogle borgere fra de mest udsatte grupper er i stand til kortvarigt at leve op til at fungere på normale betingelser, men mange af delfærdighederne, der skal bruges i hverdagen, hviler på et så svagt hjernemæssigt grundlag, at de taber pusten, efter et stykke tid.

Dertil kommer, at oplevelsen af ikke at leve op til egne og andres forventninger føjer endnu et nederlag til de mange nederlag personen tidligere har oplevet, så vedkommende nu er blevet bekræftet i endnu en gang, at han eller hun ikke dur til noget, med deraf følgende reduceret selvværd og tendens til tristhed og måske depression.

Mit spørgsmål er derfor: Hvor længe skal vi stille krav til de mest udsatte og svagt fungerende borgere om præstationer, de aktuelt ikke er i stand til at løfte, og hvornår skal vi begynde at kigge på deres reelle funktion, for på baggrund af det at vurdere på, hvad de først skal hjælpes med, for at borgeren kan tage det første skridt til at kunne ”bestige Mont Everest”.

Hvad skal borgeren hjælpes med at mestre i dennes personlige hverdag? og hvor længe skal borgeren klare det stabilt?  før borgeren kan tage det første lille skridt mod en reel joborientret aktivitet?

Aktuelt synes vores lovgivning ikke at tage højde for, at ikke alle profiterer af jobtilbud!!!