Reflekser – gammelt arvegods

Barnets liv starter, når sædcellen trænger ind i ægcellen.

Barnet udvikling hviler på de gener, som der findes i ægcellen og sædcellen, så barnet arver noget genmateriale fra far og noget fra mor, men sådan så hvert nyt barn får en ny variation af genmateriale i undfangelsesgave. Kun hvis man får enæggede tvillinger, vil genmaterialet være næsten det samme hos to børn i en søskendeflok.

Fra sædcellen trænger ind i ægcellen til barnet fødes, vil barnet nærmest gå gennem en udvikling fra encellet organisme, til amøbe, fisk, krybdyr og videre mod pattedyrenes rækker for til sidst at blive et rigtigt lille menneske.

I barnets gener og udvikling ligger der således gendisponeringer, der både er oldgamle fra primitive dyreformer, og genmateriale som vi kun finder hos pattedyr eller mennesker.

Når barnet fødes efter 40 uger som foster, er de mest primitive dele af barnets hjerne parat til at fungere, mens mere komplekse områder, der skal danne baggrund for tanker, bevidsthed og problemløsning ikke er begyndt at fungere.

Barnet fødes således med de mest nødvendige færdigheder, der gør at det kan overleve uden leverancer igennem navlestrengen.

Fra dybe primitive dele af barnets hjerne samt fra rygmarven kan der udløses en række reflekser, der kan hjælpe barnet til at reagere på en sådan måde, at det er bedre i stand til at overleve.

Reflekserne er genetisk styrede og fungerer på den måde, at nerveceller er koblet op med hinanden på færdigstrikkede måder, der gør, at barnet har nogle reaktionsmønstre med sig, som det ikke skal lære, men som det kan fra starten af.

F.eks. er det reflekser, der får barnet til at trække vejret, reflekser som bliver ved med at fungere livet igennem, så man ikke ”glemmer” at trække vejret om natten, når man sover, eller hvis man bliver forskrækket eller forelsket.

Liver igennem bevarer vi blandt andet reflekser, der får os til at hikke, hoste og nyse, samt glippe med øjnene, når noget nærmer sig faretruende.

Mange af reflekserne er arvegodt fra et lavere funktionsniveau, end det mennesker har, men af en eller anden grund er de ikke forsvundet igennem arternes udvikling.

En af de medfødte reflekser udløses, når du med fingeren berører det lille barns hånd, hvorefter det griber om fingeren og holder fast. Denne refleks er sikkert et levn fra den gang mennesket havde pels over hele kroppen, og hvor baby skulle kunne holde fast i mors pels, hvis det pludseligt blev nødvendigt at flygte.

Baby kan når han er nyfødt lave gang bevægelser, Denne refleks var vigtig for barnet i fostertilværelsen, hver gang barnet rørte livmoderens sider og moderens ribben med fodsålerne, skubbede det med benene, således at det bevægede sig rundt i maven. Denne bevægelse inde i livmoderen er med til at udvikle barnets ligevægtssans.

Gangrefleksen forsvinder ret kort efter fødslen, for nu har barnet ikke længere brug for den.

Når du lægger baby til brystet, og barnet mærker din hud mod kinden, drejer barnet ansigtet for at søge efter mælk. Når barnet mærker varmen fra brystvorten og det mørke område omkring denne, der har en højere temperatur end resten af brystet, så sætter varmepåvirkningen gang i barnet sutterefleks, som giver en god fornemmelse i en babymund, samtidig med at det påvirker mælkeproduktionen i brystet, der også stimuleres af, at du oplever duften af baby.

For at Baby kan blive ved med at arbejde for føden – når det blive ammet, så kan det være en god ide kun at lade barnet sutte på brystet og undlade at give det en sut til en start.

Når I først er i vanen med at amme, kan man overveje om brystet tidvis skal erstattes af en sut, når baby trænger til den tryghed, som sutteprocessen giver mange små børn.

Lad være med altid at tilbyde en sut, når barnet har det svært, da du så siden får problemer med at vænne barnet fra sutten.

En anden refleks får barnet til at flytte hovedet fra underlaget og ud til siden i maveliggende stilling, så kvælning undgås, denne hedder tonic-neck-refleks.

Når barnet bliver forskrækket ser du at barnet slår arme og ben ud, for straks at samle dem ind om kroppen igen, denne refleks og kunne være en stump af et gammelt reaktionsmønster, der får baby til at klynge sig til sin mor/far for at få hjælp og trøst.

Når barnets hjerne udvikles, og flere og nye hjerneområder begynder at fungere, så vil nogle af disse områder, der spiller sammen med reflekserne kunne stoppe eller ændre dem, så man f.eks. ser, at når du stryger et lille barn under fodsålen, så spreder barnet tæerne og især storetåen bøjes opad, mens når barnet kommer på den anden side af 12 måneders alderen, så ændres refleksen så tæerne i stedet bøjes nedad.

Reflekser ændres således, når barnet udvikles, mens hvis noget fungerer skævt i barnets hjerne eller hvis udviklingen forløber langsomt, så kan baby-reflekser vare ved i længere tid end normalt måske igennem hele livet, eller primitive reflekser kan dukke op, efter at man har fået ødelagt dele af sin hjerne ved f.eks. en hjerneblødning.